Af Annette Birch
Og vinderen er..: Gladsaxe Jazzklub!
Salen i teatret Bremen i det indre København genlød af klapsalver og glædesråb, da det blev annonceret, at Gladsaxe Jazzklub havde vundet 2014 Live Jazz Danmark prisen.
”Vi er beærede. Vi er benovede. Vi er pavestolte over i det hele taget at være nominerede til denne her fornemme pris.” Sådan sagde formanden for Gladsaxe Jazzklub, Ole Kjær, da han d. 24. november modtog 2014 Live Jazz Danmark-prisen på vegne af klubben.
Jazz Danmark og Koda uddeler hvert år prisen til festival, spillested eller jazzklub, som har gjort noget ud over det sædvanlige for at skabe gode koncertoplevelser for publikum og musikere.
Succes uden sidestykke
Hverken publikum eller musikere havde været i tvivl om, at Gladsaxe Jazzklub skulle have prisen.
”Det er en succes uden sidestykke drevet frem af ildsjæle med et utroligt aktivitetsniveau. Man er ikke bange for nye tiltag, produktudvikling og afprøvning af grænser,” sagde Gorm Arildsen, vicedirektør for Koda, i sin overrækkelsestale.
Gladsaxe Jazzklub, der afholder flere af sine arrangementer i Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, var i flot selskab, da de sammen med Jazzhus Montmartre og Femø Jazz Festival blev indstillet til Jazz Danmarks årlige live-pris. Prisen tildeles hvert år en festival, spillested eller jazzklub, der i ekstraordinær grad har formået at skabe rammer for gode koncertoplevelser for både publikum og musikere.
Skulderklap til kulturhuset
Gladsaxe Jazzklub ser det ikke alene som en triumf for klubben, men også som en anerkendelse af kulturhuset som spillested.
”Det her er lige så meget et skulderklap til huset her,” siger Ole Kjær. Kulturhuset har bl.a. været med til at promovere og lægge lokaler til Jazzens Saga, Vinterjazz og søndagsmatineer for børn og voksne samt flere koncerter og festivaler.
Ole Kjær takkede ligeledes jazzklubbens bestyrelse og hjælpere, de kommunale politikere, som har støttet op om klubbens virke. Sidst men ikke mindst sendte Ole Kjær en tak til klubbens trofaste publikum: ” Tusind tak publikum, fordi I trodsede Vild med Dans, I trodsede Smagsdommerne og Den Store Kagedyst for at komme og opleve musikken.”