Sæson 2020

Intimscenen blev startet af Gladsaxe Jazzklub i jubilæumsåret 2017, og ideen var at skabe en supplerende musikplatform, som præsenterer nogle af jazzmusikkens mindre genrer samt nye musiker-konstellationer. Henover sæsonen 2020 blive afhold 7 koncerter, hvor publikum bliver budt på nye og måske anderledes jazzoplevelser på Telefonfabrikken.


Snorre Kirk Quintet – Nyt stjerneskud

Onsdag 8. januar 2020 kl. 20:00

Trommeslageren og komponisten Snorre Kirk har i de seneste mange år været en fast gæst på de internationale jazzklubber og festivaler, hvor han har gjort sig bemærket som sideman med nogle af de mest prominente jazzartister fra Skandinavien, samt med internationale kunstnere som Diane Schuur, Stephen Riley og Eric Reed. Med det kritikerroste debutalbum ’Blues Modernism’ fra 2012, der løb afsted med både JazzSpecial Prisen for årets udgivelse, samt to nomineringer til Danish Jazz Awards, trådte Snorre Kirk for alvor i karakter som komponist og orkesterleder. Med de to efterfølgende udgivelser Europa fra 2015 og Drummer & Composer fra 2017, blev der banet vej for et internationalt gennembrud, med optrædener på nogle af verdens førende jazzfestivaler, herunder den prestigetunge North Sea Jazz Festival, The Art of Swing Festival i Kansas City, samt Pori Jazz Festival i Finland. Sommeren 2018 udkom Snorre Kirks fjerde album, BEAT, der med sin sammenstykning af eksotiske rytmer og farverige kompositioner, udgør Snorre Kirks mest ambitiøse og persolige projekt til dags dato.

Besætning: Snorre Kirk, trommer;  Jan Harbeck, tenorsax;  Tobias Wiklund, kornet;  Magnus Hjorth, klaver og  Lasse Mørck, bas.

Just Like Django – Gypsyjazz og fransk charme

Onsdag, 5. februar 2020 kl. 20:00

Just like Django er en ung akustisk jazzkvartet, der søger at videreføre arven fra den fransk-belgiske guitarvirtuos Django Reinhardt. Med et repertoire bestående af festlige jazzstandarder, sigøjnernes folkemusik og egne kompositioner genskabes den sydende stemning fra 30’ernes og 40’ernes parisiske natklubber og dansesaloner – alt sammen leveret med et glimt i øjet og en spilleglæde, der smitter helt ned i danseskoene. Django Reinhardt og den franske gypsyjazz er inspirationen.

Besætning: Jon Noe, rytmeguitar; Thomas Løkke Madsen, bas; Peter Uldahl, sologuitar og Kristian Rusbjerg, harmonika.

AFLYST Cathrine Legardh Trio – Stemningsfuld jazz og viser på svensk

Torsdag, 26. marts 2020 kl. 20:00

Jazzsangerinden Cathrine Legardh præsenterer en stemningsfuld hyldest af det svenske jazzikon Monica Zetterlund. Med sig bringer Cathrine to fremragende musikanter fra den danske jazzscene. Aftenens deltagere kan forvente en koncert der er varm, udadvendt, humoristisk, inderlig … og ind imellem hårrejsende. Og så på klingende svensk. Repertoiret er et udpluk af Monicas mange og alsidige musikperler – nogle mere kendte end andre. Koncerten rummer således både folke- og revyviser samt jazzstandarder oversat til svensk af bl.a. Beppe Wolgers og Hasse og Tage, Povel Ramel samt Olle Adolphson – foruden sange fra samarbejdet med Bill Evans. Cathrine Legardh har med stor succes turneret i Danmark og resten af Skandinavien – for fulde huse på bl.a. Stadsteatret i Stockholm og Helsinki.

Besætning: Cathrine Legardh, vokal; Jacob Christoffersen, klaver; Jesper Thorn, bas.

AFLYST New Orleans Night – En musikalsk gumbo af blues, jazz med mere

Onsdag, 4. april 2020 kl. 20:00

Hans Knudsen & Morten Wittrock har fundet sammen omkring kærligheden til et piano og fordeler 176 tangenter på 4 hænder. De to skiftes til at bestemme, så publikum kommer godt rundt i piano-skattekisten. Fra New Orleans til Nashville. Kort om Hans Knudsen: Som pianist, sanger og orkesterleder spiller Hans Knudsen en betydelig rolle som formidler og fortolker af boogie woogie, blues, jump og jazz i Danmark. En yderst kompetent og bredt stilmæssigt funderet pianist. Hans har modtaget Blues-prisen: Årets Danske Blues Navn i 2014. Kort om Morten Wittrock: Har i en årrække indspillet og produceret et utal af cd’er i Danmark og USA. Wittrock har flere gange været nomineret til en Danish Music Awards og modtog i 2014 prisen Årets Rockabilly Album i USA.

Besætning: Morten Wittrock, klaver; Hans Knudsen, klaver; Kaspar Lindhart, bas; Carsten Milner, trommer.

Clara Vuust Kvartet – Nordisk klang og sydeuropæisk varme

Mandag, 28. september 2020 kl. 20:00

Jazzsangerinden Clara Vuust udkom sidste efterår med sit tredje udspil ’Before You walk Away’ – efterfølgeren til de to anmelderroste albums ’Here’s to Love’ (2013) og ’A Winter Tale’ (2015). Clara Vuust trækker tråde til en vokaltradition med sangerinder som Barbra Streisand, Sarah Vaughan og Monica Zetterlund i centrum – og præsenterer et repertoire, der er rundet af kærligheden til jazzen og ’The Great American Songbook’, men også i høj grad bærer en europæisk tone, der bringer tanken til lange sommeraftener i Italien og fransk chanson. Den italienske pianist og akkordionist Francesco Calì står bag de næsten kammermusikalske arrangementer, og sammen skaber kvartetten et møde mellem en nordisk, lyrisk klang og en varm sydeuropæisk atmosfære.

Besætning: Clara Vuust, vokal; Francesco Calì, akkordeon; Jeppe Holst, guitar; Andreas Hatholt, bas.

Sloth- Vinding- Harbeck – Danske evergreens, når de er bedste

Onsdag, 7. oktober 2020 kl. 20:00

Kind of Green kunne godt være overskriften på aftenens koncert, der præsenterer en perlerække af smukt, originalt og til tider dristigt fortolkede sange fra den danske sangskat. Musikstykkerne indgår i en jazzhistorisk tradition for jazzudsættelser af et traditionelt, nordisk sangmateriale. Musikerne leverer – foruden det gode sammenspil, der er præget af stor lydhørhed og fornemmelse for helheden – smukke, spændende og passende afmålte soloer. Ud fra salmemelodier, højskolesange og andre populære melodier, præsenteres danske evergreens. Musikken ledsages af overvejelser om, hvilke melodier, der er de største danske evergreens. Findes de allesammen i f.eks. højskolesangbogen og kan den mest elskede salme Dejlig er jorden overhovedet anses som en dansk evergreen?

Besætning: Ole Sloth, klaver; Mads Vinding, bas; Jan Harbeck, tenor-saxofon.

Anna Pauline Swingin’ Jazz Quintet (s) – Far og datters swingende ballader med mere

Torsdag, 12.november 2020 kl. 20:00

Bandet, som har eksisteret i lidt over fem år, blev oprindelig sat sammen til en Grethe Ingmann-hyldestkoncert i Sverige. Koncerten var en stor succes og siden da har bandet spillet til mange forskellige jazzevents og i jazzklubber – i både Danmark og Sverige. Nu har bandet et bredere repertoire fra swingmusikkens og 1900-tals æraen, hvor de blander standards og evergreens med dansk og svensk populær-/folkemusik. Anna Pauline er en jazzsangerinde og sangskriver, der synger lige fra hjertet. Hun blev født i en musikalsk familie med far, Jack Andersson, der er en kendt jazztrompetist og en dansk mor med rødder i den danske musikskat. Pauline er inspireret af bl.a. Ella Fitzgerald, Anita O’Day, Peggy Lee, Doris Day og Marilyn Monroe. Anna Pauline medbringer topprofessionelle musikere, der sprudlende spiller melodisk jazz og swing.

Besætning: Anna Pauline, vokal; Jack Andersson, trompet; Måns Persson, Ida Hvid, bas; Roger Berg, trommer.’

FØLGENDE GÆLDER FOR ALLE KONCERTERNE

STED: CAFÉ DROP INN/KULTURHUS TELEFONFABRIKKEN, TELEFONVEJ 8, 2860 SØBORG

DØRENE ÅBNES: 19:30

MUSIKKEN STARTER: 20:00

MEDLEMSPRIS: 60 kr.

ENTRE: 100 kr.

Intimscenen er medfinansieret af Telefonfabrikkens Eventpulje

Billetter kan købes på Gladsaxe Jazzklubs hjemmeside