Musikken er original, musikerne er under 30 år og jazzen spænder vidt og bredt. Den 10. februar kl. 20-22 kan du opleve én af de fire kvartfinaler i talentkonkurrencen UngJazz. Her vil to nye jazznavne, ‘Speedball’ og ‘Hustruvold’ give koncert og samtidig dyste om en plads i finalen, hvor præmien er 10.000 kr. til et musikalsk projekt. Koncerterne finder sted i Telefonfabrikkens café,  Drop Inn. Dørene åbner kl 19.30. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og skal ske via Gladsaxe Jazzklub senest den 9. februar.

Kvartfinalerne løber fra den 9.-12. februar, og kommer godt rundt i landskabet. Foruden Gladsaxe afholdes der kvartfinaler i Kolding, Aalborg og Holbæk. Blandt de otte udvalgte bands præsenteres der forskellige tilgange til jazzen, og koncerterne byder derfor på stor variation. Som publikum kan man se frem til både iørefaldende og udfordrende musik.De to efterfølgende semifinaler foregår i Svendborg og Aarhus i marts, og vinderne findes ved finalen på Jazzhouse i København den 15. april.

Karriereboost og nye muligheder
Genreorganisationen JazzDanmark har siden 2000 stået for Ung Jazz, som et årligt tilbagevendende indslag for unge og upcoming, danske jazzmusikere. Igennem Ung Jazz får musikerne mulighed for at spille rundt om i landet på etablerede klubber og spillesteder. Deltagerne kommer i hver runde til at stå over for en faglig, velkvalificeret jury, der har til formål at finde rundevinderen.

Skræddersyede præmier
Hovedpræmien er 10.000 kr. i støtte til et specifikt projekt, som bliver koordineret med JazzDanmark. Det kan dreje sig om indspilning af musik eller video, turnéstøtte, coaching eller noget helt fjerde. De seneste års vindere har desuden spillet på blandt andet Copenhagen Jazz Festival, Modern Jazz Days i Køge, Aarhus Jazz Festival og Giant Steps på baggrund af deres sejr i Ung Jazz.

Der er ikke kun fokus på den musikalske udvikling, men også på selve karriereudviklingen. Det betyder, at hver rundevinder kan få en bandcoach-session eller et forløb med en mentor, og hvert forløb skræddersyes efter det enkelte bands behov.

Ung Jazz 2017 spiller rundt på danske spillesteder i perioden 9. februar til 15. April.

Få overblik over samtlige kvart- og semifinaler på: www.ungjazz.dk