Månedens forening: Gawenda

Klapsalven ville ingen ende tage, da teaterforeningen Gawendas seneste forestilling ”Syngene Sne” nåede sin slutning. Intet mindre end 160 teaterglade børn og unge medvirkede i stykket og kom på scenen igen og igen, for at modtage publikummets begejstrede bifald.

”Vi udarbejder vores teaterstykker i tæt samarbejde med eleverne”, fortæller Emil Tafdrup. Emil, der startede som elev i Gawenda som 8-årig, varetager i dag den daglige ledelse af foreningen i samarbejde med Mie Larsen. Gawenda har 10 undervisere, som står for undervisningen af de i alt 160 elever. ”Det starter typisk med at underviserne samles og laver en rammefortælling, men derefter har de unge rig mulighed for forme forestillingen. De skriver selv deres replikker, kommer med idéer og musikholdet komponerer musikken”.

Hyggesnak

Gawenda har rødder i Polen, hvor der ligge et teater med samme navn. Navnet er da også Polsk og den mest rammende oversættelse er ”Hyggesnak”. Det passer på mange måder godt til teaterets virke. Hos Gawenda er det lysten der driver værket. Der skal ikke nødvendigvis være en eller to årlig forestillinger. Det bliver der kun hvis der er stemning for det på de enkelte undervisningshold. Der findes heller ingen krav til børnenes talent eller ambitionsniveau.

”Det er forskelligt hvor meget de går op i det. Der er helt sikkert nogle der brænder for at spille teater, men der er også nogle der lægger større vægt på at hænge ud med deres venner i køkkenet, og det er ligeså fint.”, fortæller Mie.

Og Emil bakker hende op: ”Ja, vi har nogle gange fået lange ansøgninger, hvor forældrene for eksempel skriver, at deres barn fx har gået til dans i flere år, men det har ikke nogen betydning for deres optagelse i Gawenda. Vi tager kun udgangspunkt i ’først til mølle’-princippet”.

Gawenda i modvind

Der er ingen tvivl om, at Gawenda gør noget helt specielt, og foreningen har da også et overordentlig godt ry i Gladsaxe og inden for teatermiljøet. Men det har ikke altid været let. Massive besparelser i kommunen, betød at Gawenda blev nedlagt som kommunalt fritidsklub i 1991 og mistede næste hele sit økonomiske grundlag. Modstanden imod lukningen var dog så stor, at det er lykkedes at sikre teateret overlevelse. Nok har Gawenda været nødt til at genopfinde sin organisation og sluge et par kameler, men de undgik at dreje nøglen om.

Teaterfestival i Maj

Fra onsdag den 6. maj – lørdag den 9. maj, slår Gawenda dørene op for publikum, når de afholder festival. Hele fem forestillinger, en koncert og en fotoudstilling er på programmet. Alt sammen skabt af Gawendas børn og unge.

For mere information samt køb af billetter kontakt Gawenda på via: Gawenda@gawenda.dk eller pr. telefon: 3954 2035