Anders Ulstrup:
”Der er et udtryksmæssigt fællesskab”


AF MARK ASTRUP

Selvportræt Anders Ulstrup
Selvportræt af Anders Ulstrup, Anders Ulstrup 2016

Når vækkeuret ringer, venter der de fleste mennesker en dag med computere, møder og møjsommelig transport til og fra arbejde. Men for multi-kunstneren Anders Ulstrup venter der et univers af farverige malerier og syngende jazzinstrumenter, der hvirvler sig ind i hinanden. Siden halvfjerdserne har musikken og billedkunsten hevet i Anders fra alle sider, og da jeg møder ham en frostklar januar dag i Gladsaxes kulturhus Telefonfabrikken, er han en garvet kunstner med mange udstillinger og koncerter i bagagen. Anledningen til vores møde er, at Anders Ulstrup spiller med jazzbandet ESW 15. februar i Telefonfabrikken til den landsdækkende musikfestival Vinterjazz, og jeg er meget spændt på at høre, hvad den garvede kunstner venter sig af oplevelsen.

Jeg byder min gæst velkommen halvvejs igennem lokalet, og håndtrykket er ikke til at tage fejl af; det er en rolig og velafbalanceret person, der står foran mig, og undertegnede får en næsten nostalgisk følelse af en jysk lune, som man sjældent møder som Københavner-jyde i eksil. Det er et ret så minimalistisk set-up, da vi sætter os ved et lille cafébord i Telefonfabrikkens cafe Drop Inn, men det passer perfekt ind i den umiddelbarhed, som Anders Ulstrup går ind til vores samtale med:

”Det ligger lige til højrebenet, at vælge motiver til malerierne fra musikkens verden. Jeg opfatter rigtig mange musikere – både klassiske og rytmiske – som nogen der udstråler energi, et kropssprog og en masse følelser, som dybest set ER maleriske.”

Jeg kan mærke, at det ikke er første gang i hans karriere, at Anders Ulstrup får stillet spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde ud af to forskellige kunstgrene, og jeg forsøger at nå lidt længere ind med et par såkaldte follow-up spørgsmål:

Hvordan vælger du så imellem malerpenslen og instrumentet, når du føler noget du gerne vil udtrykke?

”Det er sådan set to vidt forskellige ting. Det er klart, at der er nogen ting man bedre kan få frem på den ene måde end den anden måde. Der er store fordele udtryksmæssigt ved begge medier. F.eks. kan man sige, at et maleri har man mulighed for at rette i, hvis det ikke lige kører som man kunne tænke sig, eller lægge det til side og arbejde på det på et andet tidspunkt, hvorimod musikken jo er her og nu – og det skal bare være der. Men det er jo ikke nogen tilfældighed, at man bruger nogle af de samme ord til at beskrive de to kunstformer på. Man beskriver ofte de to udtryksformer med de samme begreber, f.eks. kompositioner, dramatisk indhold, komplementære og kontraster og sådan noget. Det viser jo, at der er et udtryksmæssigt slægtskab, som nogen kan opleve.”

Så du ser det performative element som en langt større del af musikken end billedkunsten?

Ja det gør jeg, men man kan jo godt etablere en situation, hvor det performative også skal udtrykkes via malerier og billedkunst. Og det kan jo være vældigt underholdende og vældigt spændende, men måske nok mest underholdende. Men en spændende udfordring vil jeg sige. Det er ikke noget jeg har prøvet mange gange, men de gange hvor jeg har prøvet at stå og male til levende musik – stort lærred og tju bang og så videre – det har været sjovt og underholdende, men det er ikke sådan jeg arbejder til hverdag.”

Anders Ulstrup har udstillet på en lang række gallerier og kulturinstitutioner. Hans værker har også fundet vej til Telefonfabrikken, hvor man lige nu kan se hans jazzportrætter udstillet.

Du har flere gange både spillet og udstillet i Telefonfabrikken i Gladsaxe. Hvad er det et kulturhus midt i en forstad til København kan i forhold til at danne ramme om dine tanker og idéer?

”Hvis man har som overordnet mål, at kommunikere med så mange mennesker som overhovedet muligt, så er et kulturhus et oplagt sted. Sådan et sted som Telefonfabrikken, der kommer jo uendeligt mange flere mennesker end på et privat galleri, som jo er fuldstændig øde undtagen den dag der er fernisering. Så set på den måde, så er det et stort og flot tilbud at lave aktiviteter her.”

ESW Jazzband
ESW Jazzband

Vi er ved at nå hen i slutningen af vores samtale, der har bevæget sig rundt om stort og småt i et roligt tempo, men når jeg til sidst spørger ind til koncerten med ESW Jazzband, som Anders Ulstrup skal spille med 17. februar, så bliver kunstnerens udtryk og mimik pludselig meget fokuseret og koncentreret:

”Vi mener selv at publikum kan forvente en god musikalske koncert med den overskrift der hedder klassisk eller halv moderne jazz. Den vare vi levere er velforberedt og sådan et tilbud, som vi har fået her, gør jo, at vi strammer vores øvning og repertoire op sådan, at der kan blive en god oplevelse for dem der kommer og lytter til det, og så det også kan blive en god oplevelse for os der spiller det. Vores ensemble har tre melodi-instrumenter – tre blæseinstrumenter – og en del af vores musikalske ide er, at trimme ensemblespillet så meget som overhovedet muligt, så det bliver den bedste ramme om de enkelte musikeres solospil.”


Du kan opleve Anders Ulstrup sammen med ESW Jazzband ganske gratis onsdag 15. februar kl. 19-21 i Telefonfabrikkens cafe Drop Inn.