Startskuddet er gået og det er tid til at smide tøjet! For første gang er Telefonfabrikken med i den landsdækkende tøjindsamling Smid Tøjet Danmark. Vi håber I vil være med til at støtte en god sag samtidig med at I får ryddet op i Jeres aflagte tøj.

Du kan aflevere dit tøj i en (eller flere) poser i Telefonfabrikkens hovedindgang i vores åbningstid kl. 8-23 alle ugens dage i perioden 1. maj – 3 juni.

På kulturfestivalen Gladsaxe Loves Culture lørdag den 3. juni samler vi alt det afleverede tøjet sammen og bruger det kreativt sammen med Jer. Måske skal vi lave verdens længste tøjkæde, et maleri eller noget helt tredje..? Følg med og se festivalens øvrige indslag HER

 

Hvordan kan vi hjælpe?

Giv jeres brugte tøj til Røde Kors og hjælp mennesker, hvor der er allermest brug for det. TV 2 og Røde Kors er fælles om Smid Tøjet Danmark. Det er vi, fordi vi sammen kan inspirere og understøtte det folkelige engagement i at hjælpe verdens udsatte. Sammen har vi indført brugt tøj som danskernes nye nødhjælpsvaluta, og vi lover at gøre det både nemt og sjovt at hjælpe andre.

Hvorfor giver vi tøj?

Jeres tøj betyder mere hjælp til mennesker i nød. Når tøjet bliver genbrugt, sparer I ressourcer og skåner miljøet. Når I giver jeres tøj videre, får andre mulighed for at købe billigt og godt tøj, og på den måde støtter både I og køberne en god sag.

De frivillige i Røde Kors’ genbrugsbutikker tjener hvert år millioner af kroner til hjælpearbejdet ved at sælge brugt tøj. Ved at donere jeres tøj til Røde Kors, bliver I en del det fællesskab, som gør hjælpen mulig – både ude i verden og herhjemme.

Hvem hjælper vi?

Indsamlingen hjælper med genopbygning af skoler i Nepal, Ebola-overlevende i Liberia, internt fordrevne i Irak og ensomme unge herhjemme.