Kreative borgere udstiller egne værker
Sommerudstillingen 2016 er lige om hjørnet og snart slås dørene op til den fælles udstilling med billeder af lokale Gladsaxeborgere.
Sommerudstilling – en stolt tradition i Gladsaxe
Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus kan snart åbne Sommerudstilling 2016, hvor lokale kunstnere og kreative borgere viser deres kunstneriske talenter og skabertrang. Sommerudstillingen er borgernes ucensurerede udstilling, og er derfor en af årets meget spændende og mest alsidige udstilling. Her samles borgere på kryds og tværs med kunsten som samlingspunkt. På sommerudstillingen kan man derfor opleve værker med mange forskellige kunstneriske udtryk, stilarter, farver, teknikker og historier. Denne udstilling er bestemt et besøg værd.
Sommerudstillingen afholdes for 27. gang og er en stolt og mangeårig tradition i Gladsaxe Kommune. Udstillingen, som førhen har været afholdt i Thorasminde, afholdes for anden gang i Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus. ”Vi er glade for at huse Sommerudstillingen igen i år. Telefonfabrikkens brugerdrevne kunstudvalg sørger løbende for mange fine udstililnger med lokale kunstnere, så vi er stolte over også at huse Sommerudstillingen, hvor alle borgere har mulighed for at udstille 1 værk”, siger Betina Louise Kimergård, leder af Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus.
Kom til fernisering
Udstillingen åbnes med en fernisering fredag den 12. august kl. 16-17.30 i Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, hvor borgmester, Karin Søjberg-Holst byder velkommen kl. 16. Telefonfabrikken byder på forfriskninger, som kan nydes til jazzmusik af leveret af det lokale orkester, Jazz Deruda’. Udstillingen kan opleves fra den 12.-26 august og både fernisering og udstilling er åben for alle interesserede.
Tid: den 12. august kl. 16-17.30
Sted: Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, Telefonvej 8, 2860 Søborg
Kontakt: Jette Helman-Kristensen – Gladsaxe Kulturhus, beloki@gladsaxe.dk, telefon 2910 3834
[soliloquy id=”1617″]