Seks instrumenter, fem nationaliteter – og samme respektfulde kærlighed til New Orleans Jazz. Det er vel nok den bedste beskrivelse af United Nations Jazz Band. Med nogle af de mest talentfulde, klassisk spillende jazzmusikere udgør bandet en unik enhed, der sætter hinanden stævne, når lejlighed sig byder. Og det gør den fredag den 28. januar, når Gladsaxe Jazzklub inviterer publikum ind i Telefonfabrikken.

 

United Nations Jazz Band blev dannet i 2009 og har i årene efter haft den svenske trombonist, Niklas Carlsson, som orkesterleder. Den charmerende svensker er en alsidig musiker, der favner mange genrer af jazzmusikken. Han har modtaget mange priser i sit hjemland – eksempelvis Louis Armstrong Award. Niklas Carlsson er også en talentfuld sangskriver.

 

United Nations Jazz Band har tidligere besøgt Gladsaxe Jazzklub – og med stor succes. Musikerne fik hver især vist deres format, både som solister og i samspillet. Og det er hver eneste gang en fornøjelse, når musikere formår at smitte sit publikum med god energi. Man bliver glad indeni og husker aftenen, som en god musikalsk oplevelse.

 

Der kan derfor være en god grund til at tage til Telefonfabrikken, hvis man ønsker en fredag aften med livemusik af høj kvalitet, og hvor underholdningsværdien ikke er at foragte.

Besøg Gladsaxe Jazzklub for mere information samt billetsalg via linket her